LYN-SEO

INTRODUKTION TIL SØGEMASKINEOPTIMERING

Hvad er søgemaskineoptimering (SEO)?

Søgemaskineoptimering, eller SEO (Search Engine Optimization) går ud på at optimere en hjemmeside, således at dens placering i søgemaskinen forbedres. Derved kan man få flere besøgende ind på hjemmesiden, som så kan blive betalende kunder i butikken.

Hvordan virker en søgemaskine som Google?

Google har et antal crawlere, som i teorien blot er computere med noget programkode. Disse crawlere downloader hjemmesider, og indekserer, dvs. registrerer tekst på hjemmesiden, som så bliver søgbart i Googles indeks. Indekset er de resultater, vi ser, når vi søger på Google.

Til at finde rundt mellem hjemmesider, og ikke mindst opdage nye hjemmesider bruger Google de links, som vi indsætter på vores sider. Derfor er det vigtigt, at man får links fra andre hjemmesider til sin egen, især når den er ny.

Betalt markedsføring i søgemaskinerne er ikke søgemaskineoptimering

Der hersker af og til forvirring blandt begreberne. Hvis du benytter betalt markedsføring i søgemaskinerne, altså de annoncer der kommer i toppen og i højre side på Google, er det ikke søgemaskineoptimering. Det kaldes søgemaskinemarkedsføring, og er ikke noget, denne lynguide vil beskæftige sig med.

DEFINITIONER

I denne guide vil du støde på en del udtryk og forkortelser. De vigtigste er gennemgået her.

SEO – Forkortelse for Search Engine Optimization.

Pagerank – Et tal for en hjemmesides vægtning i Google. Findes i to former – ægte pagerank og toolbar pagerank (udfaset).

SEM – Forkortelse for Search Engine Marketing. Dækker over markedsføring med betalte annoncer, som eksempelvis Google Adwords.

PPC – Forkortelse for Pay Per Click. Betalte annonceprogrammer som Google Ads.

Google Ads – Betalte annoncer på Google og hjemmesider der viser reklamer fra Google. Du finder typisk Google Adwords reklamer øverst på Google, samt i højre side.

Onsite optimering – De ændringer du laver på selve din hjemmeside, som eksempelvis tekstændringer, se også offsite optimering.

Offsite optimering – Kaldes også linkbuilding. Dækker over det begreb at man forsøger at få flere til at linke til sin hjemmeside, eller selv opretter links til sin hjemmeside fra eksempelvis linkkataloger. Formålet er at få en bedre placering af sin hjemmeside i søgemaskinerne.

Linkkataloger – Hjemmesider oprettet med det formål at lade hjemmesideejere tilmelde deres hjemmeside, for at få et link til hjemmesiden.

Artikeldatabaser – Samme som ovenfor. Dog skal man typisk skrive længere artikler om et emne, hvori man kan få lov at linke til sin hjemmeside.

HTML – Programkode der kan læses af søgemaskiner og browsere. Hjemmesider består af html. Du kan se en hjemmesides html ved at højreklikke og vælge ”Se kildekode”.

TRIN FOR TRIN GUIDE TIL SØGEMASKINEOPTIMERING

Når du skal i gang med at søgemaskineoptimere din hjemmeside, skal du have adgang til at redigere i indhold og tekster. I denne guide vil du også støde på ting, som man typisk ikke kan ændre selv uden programmeringsviden, i de tilfælde er du nødt til at kontakte din udvikler for at få gennemført ændringer.

I guiden vil du blive ført gennem hele processen med at søgemaskineoptimere din hjemmeside, fra søgeordsanalyse til linkbuilding. Guiden er tænkt som et værktøj til at tage temperaturen på din hjemmeside, den er ikke tænkt som en avanceret lærebog.

Hvis du vil i dybden med teorien bag søgemaskineoptimering, kan jeg i stedet anbefale Thomas Rosenstand’s SEO-LEX, som du kan downloade i en gratis version.

Har du kaffe i koppen, og strøm på computeren? Så fortsæt blot til næste side, hvor jeg kigger lidt på søgeordsanalyse.

SØGEORDSANALYSE

En grundig søgeordsanalyse er udgangspunktet for et godt resultat af søgemaskineoptimering. Der er jo ingen grund til at spilde kræfter på, at optimere hjemmesiden til søgeord der ikke bliver søgt på, eller søgeord som der er utroligt meget konkurrence på.

Gå efter den lange hale

Når du kigger på søgeord, kan du med fordel vælge nogen som består af flere ord. Over 80% af alle søgninger på Google består af 2 eller flere ord, og typisk vil du forholdsvist lettere kunne ligge godt på søgninger, der består af flere ord, end søgninger der kun består af 1 ord.

Kunsten med søgeordsanalysen er, at udvælge søgeord der både er forholdsvis mange søgninger på, men som der ikke er så meget konkurrence på at ligge nr. 1 på. Der er ingen grund til at kaste sig over søgeordet ”børnetøj”, hvis du i stedet kan få ordrer ved at ligge godt på ”børnetøj piger 7 år”. Det handler om at finde nicherne, så skal de generiske søgeord nok komme med tiden.

Find alle de gode søgeord

Når du skal lave din søgeordsanalyse, skal du bruge et regneark, hvori du indsætter alle de søgeord, du finder. Første led i søgeordsanalysen er, at tømme din hjerne for alle de søgeord du mener er relevant for hjemmesiden. Sæt dem ind i regnearket, 1 på hver linje.

Skriv blot alt, hvad du kommer i tanke om ind i regnearket, vi sorterer indholdet bagefter.

Spørg kunderne

Et af de bedste søgeordsværktøjer, du har, er faktisk din telefon eller de kunder der kommer ind ad døren hver dag. Det kan godt være, at du har en opfattelse af din forretning og dine varer, men hvis kunderne opfatter, omtaler og søger efter dig på en helt anden måde, nytter det jo ikke. Så find blokken frem, og noter hvad dine kunder siger, når du taler med dem.

Den interne søgemaskine

Har din hjemmeside et søgefelt? Så kan du finde rigtig mange gode søgeord i historikken, hvis du har adgang til den. For hvis folk umiddelbart ikke kan finde det, de leder efter, er hjemmesidens søgefelt det første de prøver. Er der gode søgeord at finde? Ind i regnearket med dem!

Spionér på konkurrenterne

Tag et kig på dine konkurrenters hjemmesider. Bruger de andre ord og vendinger, end du selv gør? Prøv også at højreklikke, og vælge ”Vis kildekode”. Øverst kan du måske finde et felt, hvor der står noget lignende dette:

<meta name="keywords" content="søgemaskineoptimering, seo, google" />

I ovenstående er der tre gode ord (”keywords”), dem er de fleste nok klar over, men det kan jo være, at du har en konkurrent, der har udfyldt feltet med nogen guldkorn. Så dem samler du selvfølgelig op, ikke?

Test dine søgeord

Nu skulle du gerne have en lang række søgeord i dit regneark. Nu skal vi så teste, hvor mange der søger på disse søgeord og vælge et antal til videre bearbejdelse.

Et af de vigtigste værktøjer til søgeordsanalyse er Googles eget søgeordsværktøj, på engelsk Keywordtool. Søgeordsværktøjet er baseret på faktiske søgninger, og du vil kunne få en lang række relaterede søgeord, med tilhørende data for antal søgninger. På næste side får du en introduktion til søgeordsværktøjet.

Øvelse: Google Søgeordsværktøj

Du finder Google Søgeordsværktøjet her:

Google Ads Keywordplanner

Googles søgeordsværktøj henter data fra reelle søgninger på Google. Søgemønstret er typisk, at folk starter med at søge bredt, og derefter raffinerer deres søgning. Man kan eksempelvis starte med at søge på ”brugt bil”, for at ende med at søge på ”brugt VW Polo 1,6 2005”. Det er blandt andet disse relationer, du kan finde i søgeordsværktøjet.

Udover at man kan bruge søgeordsværktøjet til at søge efter ideer til søgeord, kan man også bruge det til at få data for, hvor mange der søger på et søgeord.

Eksempel på søgning i Googles søgeordsværktøj. I ovenstående kan du se antallet af globale månedlige søgninger, og lokale søgninger, i dette tilfælde danske søgninger. Der er altså 74.000, der søger efter brugt bil hver måned, mens der kun er 1.300, der leder efter billige brugte biler.

Kolonnen ”Konkurrence” angiver hvor stor konkurrence, der er om bud på det pågældende søgeord. Det kan man bruge som en retningstråd for, hvor meget konkurrence der er organisk, uden at man dog bør lægge for meget vægt i kolonnen.

Test dine egne søgeord

Har du prøvet at lave et par søgninger i søgeordsværktøjet? Nu skal du kopiere indholdet fra dit regneark, altså alle de søgeord du er kommet frem til over i søgeordsværktøjet.

Du kan vælge at søge på to måder: enten kan du få data for de eksakte søgeord, som du indsætter, eller du kan vælge også at få flere forslag. Hvis du kun vil have de eksakte søgeord, du har indtastet i feltet, skal du sætte flueben i feltet
”Vis kun idéer med nær tilknytning til mine søgeord”

Har du indsat din liste med søgeord? Husk at du kan sortere efter, hvor mange søgninger de enkelte søgeord har, så du eksempelvis kan sortere efter flest søgninger. Det gør du ved at klikke på klikke på kolonneoverskriften ”Globale månedlige søgninger” eller ”Lokale månedlige søgninger”.

Når du så trykker på ”Søgning”, skulle du gerne få en lang liste med søgeord, som du kan vurdere vigtigheden af. Alt efter hvor mange søgeord du får frem, kan du vælge at eksportere, eller blot vurdere dem direkte fra søgeordsværktøjet.

Udvælg søgeord til optimering

Med resultatet du lige har fået fra søgeordsanalysen, skal du nu udvælge nogle søgeord, som du skal optimere din hjemmeside til. Jeg vil foreslå, at du udvælger 5 søgeord til at starte med, så kan du altid udvide, når du har fået føling med, hvordan du arbejder med ordene.

Når du vælger dine søgeord, skal du selvfølgelig vælge nogen, som der er et vist antal søgninger på. Start med at vælge nogen søgninger der består af flere ord, så har du størst chance for succes.

ONSITE OPTIMERING

Når du optimerer til et givent søgeord, skal du udvælge den side, du vil have at brugeren lander på, når hun har søgt på søgeordet. Du bør ikke forsøge at optimere en side til flere forskellige søgeord, i stedet kan du så oprette en ny side, hvis du vil fange andre søgeord.

Et eksempel: I søgeordsværktøjet udvælger du de 3 søgeord/sætninger: fiskeopskrifter, fiskefrikadeller, hvordan laver man tunsalat.

Det kan være fristende at skrive noget om alle 3 ting på forsiden, men jeg ville gøre følgende:

  • Forsiden optimerer jeg til søgningen ”fiskeopskrifter”
  • Lav en underside om ”fiskefrikadeller”
  • Lav en underside om ”hvordan laver man tunsalat”. På de følgende sider vil jeg gennemgå de forskellige elementer, du skal arbejde med på din hjemmeside:

TITLES

Titles, eller titletag er et metatag. Det er placeret i html‘en, og du kan ikke se det på selve hjemmesiden. Dog kan du se din sides titletag øverst i browseren, det er den tekst, der står i det blå felt øverst i Internet explorer, Firefox eller hvad du nu bruger som browser.

Her ser du eksempel på titletag fra bizon.dk

Titletags udfyldes i din hjemmesides administrationspanel, altså der hvor du redigerer i tekst og indhold på den enkelte side. Ved du ikke, hvor det gøres, bør du undersøge det, for titles er nok det vigtigste element med hensyn til søgemaskineoptimering på din hjemmeside.

Google bruger dine titles

Udover at titles står øverst i browseren, bruges de også af Google, og er det klikbare link, når du ser resultater fra din hjemmeside på Google. Det er derfor vigtigt, at du er omhyggelig med at beskrive, hvad siden handler om, så de søgende får lyst til at klikke på dine resultater.

Kan du genkende teksten på ovenstående figur fra forrige figur?

Hvordan ser et godt titletag ud?

Når du laver titles til dine sider, bør du have følgende i baghovedet:

  • Skriv unikke titles til hver side
  • Skriv op til 70 tegn – Mere kan Google ikke vise, har du flere tegn end 70 afsluttes titles på Google med ”…”
  • Skriv dine vigtigste søgeord forrest
  • Undlad at skrive dit firmanavn – Vil du skrive det skal det være til sidst i titletagget.

Test dine egne titles

Nu ved du, hvordan et godt titletag ser ud – Så er det tid til at checke dine egne. Ind på Google og skriv: site:ditdomænenavn.dk i søgefeltet.

Nu får du en liste over alle dine sider. I dette tilfælde er det titles, altså ”overskriften” til hver side du skal være opmærksom på. Har du unikke titles til hver side? Er der søgeord i hver title?

METATAG DESCRIPTION

Hvad er metatag description?

Metatag description er tekst, som du umiddelbart ikke kan se på din hjemmeside. Hvis du højreklikker på din hjemmeside, og vælger ”vis kildekode”, vil du formentlig kunne se noget kode i toppen, der ligner nedenstående:

<meta name="description" content="Vi er eksperter i resultatorienteret markedsføring online. Læs hvordan vi kan hjælpe dig til vækst på nettet." />

Ovenstående er snuppet fra bizon.dk. Hvis du så ser på søgeresultatet fra Google, vil du kunne se en sammenhæng:

Teksten man indsætter i metatag description, bliver altså brugt af Google til at lave en beskrivelse af hjemmesiden på deres søgeresultatside.

Hvis du ikke udfylder description på hver enkelt af dine sider, vil Google automatisk generere en tekst, og så har du ingen kontrol over, hvad der kommer til at stå.

Hvorfor skal man udfylde metatag description?

Eftersom Google anvender dine descriptions til at generere beskrivelsen på deres sider, bør du udfylde den med en sælgende tekst, der appellerer til den søgende. Du kan ikke forbedre placeringer ved at indsætte mange søgeord i feltet, så undlad at proppe det med søgeord.

En god sælgende tekst vil kunne give dig flere klik fra Google over på din hjemmeside.

Hvordan ser den optimale description ud?

Google kan vise op til 160 tegn i beskrivelsen, skriver du flere bliver den afsluttet med 3 prikker: ”…”

Som nævnt bør du skrive en sælgende tekst. Start med at beskrive produktet, derefter hvilke fordele kunden får, og er der plads til en call to action som ”klik her”, kan du indsætte det.

METATAG KEYWORDS

Hvad er metatag keywords?

Keywords er ligesom metatag description noget kode, som du ikke kan se med det blotte øje. Formålet er, at man kan indsætte de søgeord, som siden omhandler for derved at hjælpe søgemaskinen til at forstå indholdet. Du ændrer keywords i din administration på den enkelte side.

Da det vil være oplagt at putte en masse søgeord ind i feltet, er det selvfølgelig også blevet misbrugt. Det betyder, at Google ikke anvender keywords til noget som helst, der kan forbedre din placering.

Hvorfor skal man udfylde metatag keywords?

Det synes jeg egentlig, at man bør undlade. Hvis man endelig vil udfylde keywords, bør man indsætte 3-5 ord, som samtidig er at finde i teksten på selve siden. I modsat fald vil det kunne opfattes som forsøg på snyd, ved at indsætte søgeord der ikke findes på siden.

Det eneste jeg bruger keywords til er, at undersøge hvilke søgeord en konkurrent til mine kunder forsøger at ligge godt på, så det er et udmærket spionageværktøj, og den fordel vil du jo ikke give dine konkurrenter.

Hvordan ser de optimale keywords ud?

Sådan:

TEKSTER OG OVERSKRIFTER

Det er formentlig indlysende, at du bør inkludere søgeord, i de tekster og overskrifter du indsætter på din side. Alt for ofte ser man tekster, der nærmest kun består af intetsigende fyldord, især på ”om os” sider og lignende.

Hvordan ser den optimale overskrift ud?

Som nævnt bør du selvfølgelig skrive søgeord i din overskrift og eventuelle underoverskrifter. Men glem ikke at du også skriver til mennesker, så sørg for varieret sprog.

Hvordan ser den optimale tekst ud?

Du har sikkert fanget ideen med, at der skal være nogen søgeord, som Google kan slubre i sig? I selve teksten er det også en rigtig god ide at skrive variationer af søgeord, synonymer og lignende.

Google benytter et såkaldt semantisk indeks, som vurderer en tekst ud fra variationer. Indekset har ”lært”, at når folk skriver om ”hunde”, indgår der også ofte ord som ”hundefoder” eller måske ”træning”. Derfor får man det bedste resultat simpelthen ved at skrive helt almindeligt og varieret, fremfor at have et ensidigt fokus på et enkelt søgeord.

Jo mere tekst du skriver jo bedre. Som udgangspunkt plejer jeg at sige, at man ikke skal skrive under 200 ord på en side. Det kan selvfølgelig være svært at opnå på en produktside i en webshop, men på forside og vigtige kategorisider bør man skrive noget tekst, så Google får de bedste muligheder for at forstå, hvad siden indeholder.

DUPLICATE CONTENT

Hvad er duplicate content, dobbelt indhold?

Dobbelt indehold er tekst, du kan finde flere forskellige steder på nettet. Hvis du eksempelvis indsætter en beskrivelse på din hjemmeside, som du har taget fra en anden hjemmeside, vil det være dobbelt indhold.

Hvorfor bør man undgå dobbelt indhold?

Google vil helst kun vise indhold én gang. Hvis søgemaskinen støder på to tilfælde af samme tekst, foretager den et valg af, hvilken hjemmeside der er den originale. Den hjemmeside, som Google mener har kopieret teksten, bliver puttet i Googles ”skraldespand” – og vil først dukke op på side 50-60, når du søger på et søgeord.

Hvordan undgår man så dobbelt indhold?

Du bør altid skrive unikke tekster. Altså ikke noget med at springe over hvor gærdet er lavest og indsætte tekster du har kopieret fra nettet.

Hvis du vil checke, om du er ramt af dobbelt indhold, er fremgangsmåden følgende:

  • Kopier en sætning på 8-10 ord fra din hjemmeside
  • Indsæt sætningen i Google, omgivet af gåseøjne. Altså ”Sætning der skal testes”.
  • Tryk på søg. Hvis du får mere end et resultat eller der står følgende: Ovenstående eksempel er et resultat, hvor den tekst, der er markeret med fed, er duplicate content. Eksempel på søgning efter duplicate content

INTERNE LINKS

Hvad er interne links?

Interne links knytter dine sider sammen. De findes blandt andet i menuer, men også i selve teksten kan du indsætte links.

Hvorfor skal man linke sine sider sammen?

Selvom du måske har en menu, hvor man kan se alle dine sider, er det en rigtig god ide at linke sider, der handler om det samme sammen. Det hjælper søgemaskinen til at knytte siderne sammen, og forstå helheden bag din hjemmeside.

Hvordan linker man bedst mellem sider?

De bedste links, du kan bruge, er dem der indsættes direkte i redaktionel tekst. Links fra menuer og lignende, der findes på hele hjemmesiden, har mindre værdi.

Hvis du har en hjemmeside, der handler om bagning, med en forside, en underside om bagning af rugbrød, og en om bagning af franskbrød bør du linke sådan:

  • Fra forsiden linkes til siden om rugbrød med ordet rugbrød.
  • Fra forsiden linkes til siden om franskbrød med ordet franskbrød.
  • Fra de to undersider linker du så tilbage til forsiden med ordet bagning.

Forsidetekst: Her på bagesiden kan du læse mere om bagning af rugbrød og franskbrød (<- links til undersider). Vi har en masse gode opskrifter, så det er bare med at komme i gang med din bagning.

Tekst på siden om rugbrød: Brug denne opskrift til bagning (<- link til forsiden) af rugbrød. Så er du sikker på at få bagt de lækreste rugbrød som verden endnu har set… Tekst på siden om franskbrød: Sulten for sjov? Så kan du jo bage et stort franskbrød. Vi har rigtig mange opskrifter til bagning af franskbrød, og her ser du en af dem…

Hvorfor linker jeg så ikke fra forsiden til undersiden med hele sætningen ”bagning af rugbrød”? Altså linker væk fra forsiden, som jeg forsøger at optimere til ordet ”bagning” med et link, hvori der indgår ”bagning”?

Se links som vejskilte. Hvis du rundt om byen ser en masse skilte, der peger ind mod centrum med ordet ”Frederikshavn” på, er du rimelig sikker på, at du kommer til Frederikshavn, hvis du følger skiltene. Når du så kommer ind til centrum af Frederikshavn, møder du igen et skilt, der peger væk fra byen med ordet ”Frederikshavn”. Er du forvirret? Det bliver søgemaskinen også.

LINKS FRA ANDRE HJEMMESIDER – LINKBUILDING

Hvorfor er det vigtigt at få links fra andre hjemmesider?

En af de vigtigste faktorer for Google til at vurdere vigtigheden af din hjemmeside er, hvor mange andre hjemmesider der linker til den.

Søgemaskinerne opfatter et link fra en hjemmeside til en anden som en anbefaling. Jo flere anbefalinger en hjemmeside får, jo bedre bliver den placeret.

Hvordan får man flere links til sin hjemmeside?

Det mest oplagte er selvfølgelig, at kontakte alle dem du kender, der har en hjemmeside. Tag fat i kunder, leverandører, samarbejdspartnere og lignende, og hør om ikke de har lyst til at linke til din hjemmeside.

Du kan også tilføje din hjemmeside til såkaldte linkkataloger og artikeldatabaser. Bemærk dog at effekten af dette kan være begrænset, men har du god tid, er links herfra værd at tage med. Du kan lave en søgning på Google efter ”linkkatalog” eller ”tilføj link” og lignende vendinger for at finde hjemmesider, hvor du kan tilføje din hjemmeside.

Et andet værktøj til at få flere links er pressemeddelelser. Find den gode historie fra din virksomhed, skriv en pressemeddelelse, og få den udsendt til de medier der findes online. Er du heldig kan du få optaget din historie i de store medier, og måske overtale journalisten til at linke til dig.

Hvordan kan jeg se, hvor mange der linker til min hjemmeside?
Et værktøj du kan bruge for at se, hvor mange der linker til din hjemmeside er ahrefs.com, som har en funktion, der viser, hvor mange der linker til din hjemmeside – Eksempel på links til bizon.dk – Se her:

Spioner på konkurrenterne

Udover at du selvfølgelig kan se, hvem der linker til din egen hjemmeside, kan du også se, hvem der linker til dine konkurrenter – og måske få et link fra de samme hjemmesider. Det kommer du godt nok ikke foran ved, men du finder jo selvfølgelig også links fra steder, som ikke linker til konkurrenterne ikke?

OPTIMER – OG OPTIMER SÅ IGEN

Hvis du har været igennem guiden, skulle du nu gerne have en grundlæggende forståelse for, hvad der giver din hjemmeside bedre placeringer.

Men husk at søgemaskineoptimering er en vedvarende proces, som du hele tiden bør arbejde lidt med. Hav altid liggende i baghovedet at det er godt at få links fra andre hjemmesider, og væn dig til at skrive søgeord i stedet for den, det osv.