Affiliate marketing er en disciplin indenfor online marketing, hvor du anvender affiliates til at promovere dine produkter eller ydelser. Typisk får affiliaten en afregning når der skabes et salg, ved hvert klik eller måske en fast betaling for markedsføring.

Affiliates kan benytte mange forskellige kanaler til at markedsføre virksomhedens produkter. Du kender sikkert en influencer fra Instagram eller TikTok. Mange af dem benytter sig af affiliate netværk, når de promoverer forskellige produkter overfor deres følgere.

Andre navne for affiliate marketing

Affiliate marketing er det mest udbredte navn for den særlige disciplin, som det er at benytte tilknyttede personer eller virksomheder til sin markedsføring. Men du vil også støde ind i andre navne, som i mine øjne dækker det samme:

Fælles for dem alle er, at der oftest er tale om afregning efter performance. Hvis der ikke skabes resultater, så får affiliaten eller influenceren ingen betaling.

Ved eksempelvis influencer marketing kan der også være aftalt betaling for at der udgives et bestemt antal posts eller stories, da det ofte er svært at måle på trafikken fra eksterne influenter, hvis man ikke benytter et affiliate netværk. Den type kampagner er oftest bedst til at øge kendskabsgraden til virksomheden eller produkterne – og man skal ikke forvente det store udbytte, hvis man blot laver aftaler med en enkelt influent om nogle få posts – Heller ikke hvis der er tale om de helt store med mange tusinde følgere.

Affiliate marketing for webshops

En af de mest anvendte typer affiliate marketing er affiliate marketing for webshops. Her er det let at styre tracking og måle salg, da alle købere besøger en “tak for din ordre” side. Dermed kan man også let se, hvem der giver salg, og hvem der ikke gør.

For webshops findes der flere måder at benytte affiliates:

  • Bannerannoncering
  • almindelige tekstlinks
  • Links i emails og på sociale medier
  • Feedbaseret affiliate marketing.

Den mest effektive form er nok feedbaseret affiliate marketing. Her giver du et feed med alle varer til dine affiliates, som så kan benytte dem i eksempelvis prissammenligninger. Herhjemme kender du måske Kelkoo eller Pricerunner, som begge benytter feeds fra affiliate netværk, udover deres egne aftaler med annoncører.

Fordele ved affiliate marketing

Den helt store fordel for virksomheden er, at der typisk kun afregnes ved gennemført salg. Tidligere fandtes også en del affiliate programmer, som afregnede efter klik (CPC), men disse er næsten helt væk, da det ofte var utroligt dårlig trafik, som blev genereret på disse kampagner.

Med andre ord kender man udgiften til affiliate marketing, da man oftest selv kan definere hvor stor en del af omsætningen man vil give i kommision til sine affiliates – derved kender man sin ROAS allerede inden affiliatekampagnen sættes i gang.

Ulemper ved affiliate marketing

Ingen roser uden torne. Der er selvfølgelig flere ulemper ved affiliate marketing. Nogle af de væsentligste er:

Du kan risikere at konkurrere med dine affiliates om placeringer i søgemaskinerne
Affiliates kan til enhver tid lukke ned for samarbejdet, eller udskifte dit program med et, der betaler bedre provision
Der er risiko for duplicate content, især ved feedbaseret affiliate marketing.
Nogle annoncører vælger at lade affiliates køre hele deres Google Ads kampagne, især på Google Shopping. Det kan være en fordel. Omvendt kan du også risikere, at affiliates kører Adwords på søgninger, som du også selv kører ads på. Derfor skal du klart definere i dine betingelser, om affiliates må bruge eksempelvis Google Ads.

Kan man leve af affiliate marketing?

Du skal ikke forvente at tjene en månedsløn, hvis du lige starter op med affiliate marketing. Men det er bestemt muligt at lave en rigtig god indtjening, hvis du vælger en niche hvor konkurrencen er lav, og betalingen høj.

Men generelt skal du være forberedt på, at der er længe til du laver de første 10.000 kr, hvis du ikke har erfaring med affiliate marketing.

Dog kan affiliate være et super godt alternativ til den afregningsform, som eksempelvis tilbydes mange influencere. Hellere få betaling i penge, end en pose knækbrød.

Hvordan kommer man i gang med affiliate marketing?

Den nemmeste måde at komme i gang, er ved at tilmelde dig et affiliate netværk. Det kan eksempelvis være Partner-Ads, der har en lang række programmer indenfor stort set alle brancher.

Så skal du selvfølgelig have et sted at linke til annoncører fra, det kan både være dine sociale profiler hvis du er mikro-influencer, eller du kan linke fra din blog eller hjemmeside.

Men husk: De bedste resultater får du, hvis du laver godt indhold, og linker til annoncører, der har relevans for dét indhold.

Affiliate netværk i Danmark

  • Partner-Ads
  • Tradedoubler
  • Trade Tracker
  • Adservice
  • Adtraction
  • Salestring
  • Webgains
  • Digital Advisor

Hold dig opdateret på online markedsføring

Tilmeld dig til nyhedsbrevet.