BIZON indfører 4 dages arbejdsuge
Jeg holder egentlig fri i dag, men jeg har en spændende nyhed, som jeg gerne vil dele med jer. Efter lange overvejelser, test og forberedelser har vi besluttet at vi fremover kun arbejder 4 dage om ugen i BIZON.
Hvorfor gør vi det?
Baggrunden for beslutningen er, at jeg som virksomhedsejer i det yderste udkantsdanmark oplever store udfordringer med at rekruttere de rigtige talenter. Når jeg skal ansætte en ny kollega, kan jeg regne med at skulle bruge 12-24 måneder på uddannelse, før medarbejderen er på det niveau, som kræves for at vi kan levere de resultater vi gerne vil.
Men der er desværre ikke mange talenter at vælge mellem heroppe, så derfor er det ENORMT vigtigt, at jeg kan skabe en arbejdsplads, som folk har lyst til at blive hængende på – Også når deres kompetencer er udviklet, så de måske kunne komme i betragtning til et job eksempelvis i Aalborg. For en aalborgenser ville det betyde 2 timers mindre transport, og jeg må bare erkende, at der er flere performance marketing talenter i Aalborg, end der er i Frederikshavn.
Derfor ser jeg medarbejdertilfredshed som en af de væsentligste parametre at arbejde på – og her er kortere arbejdstid et af værktøjerne.
Så tænker du sikkert: Jamen, så kan du jo slet ikke nå de produktionsmål, som du gerne vil, når du kun har fire dage til at udføre 5 dages arbejde. Men her kommer Parkinsons lov ind i billedet:
Et hvert arbejde vil udvide sig, indtil det udfylder det tidsrum, der er til rådighed for dets udfyldelse.
Så har vi fem dage til arbejdet, så vil det tage fem dage. Har vi kun fire, så når vi det alligevel
Hvordan gør vi det?
Grundelementet i vores 4 dages arbejdsuge er: Du får løn for 37 timer, men arbejder 30. Det betyder så, at du skal være mere effektiv, når du er på arbejde – Til gengæld får du så en hel fredag, som du kan bruge på hvad du nu har lyst til.
Nogle af nøgleelementerne i vores 4 dages arbejdsuge er:
Bedre mødekultur: Møder ændres fra 30 og 60 minutter som standard til 20 og 45 minutter.
Ingen interne møder før kl 13 (Vi forsøger også at lægge kundemøder efter 13, men er det nødvendigt med et morgenmøde, så gør vi det.
Mere effektivitet: Pomodoro er et væsentligt element i en højere effektivitet. Pomodoroteknikken består i korte arbejdsperioder på 25 minutter, afbrudt af korte pauser på 5 minutter. Det gentages fire gange (altså 2 timer) – derefter holdes en længer pause. Ved at anvende Pomodoro sker to ting: Man har visuelt fokus på, at man skal koncentrere sig – man signalerer til kollegaer at man skal koncentrere sig – og man undgår overspringshandlinger på grund af de korte arbejdssprint.
Bedre strukturering af opgaver: Vi har en ret effektiv opgaveplanlægning. Men ved at bundle mange opgaver i færre, kan vi undgå overlap og “for meget planlagt tid”. Derved kan vi pakke flere opgaver på den samme tid.
Hvad betyder det for vores kunder?
Ikke et hak. Du kan stadig ringe til os om fredagen, og vi svarer også på din mail, hvis vi kan se at opgaven haster. Men vi er ikke afhængige af, at skulle udføre vores arbejde på et bestemt tidspunkt, derfor kan en 4 dages arbejdsuge fungere i en vidensvirksomhed som BIZON:
4 dages arbejdsuge er ikke for alle typer virksomheder – eller mennesker. Det fungerer selvfeølgelig bedst, hvis ens produktion ikke er afhængig at at skulle leveres på et bestemt tidspunkt – eller en bestemt dag. Det kræver også, at medarbejderne kan se fordelen i at give den en skalle fire dage om ugen, så man kan få en fridag. Hvis man bare laver FjolleFredag om til TosseTorsdag, så er vi lige vidt.
Vi ses på mandag!
Per Allerup
Vil du lære Google Ads og SEO?
Vi deler gerne ud af vores viden. Tag lige og hop med på nyhedsbrevet her, så er du altid opdateret 👇
Ting du ikke bliver hvis du tilmelder dig: Dummere.